En soldats bekendelser

Der var engang, vi bar vor beklædning med stolthed og ære, som en soldat i krig, bar hans uniform.


Hvor vi underkastede os pyntesygen og vor egen forfængelighed i mere eller mindre religiøs forstand.
Hvor vi forbandt vor beklædning og pyntesyge med dannelse og staus. Hvor forfængeligheden blev dyrket med stolthed og fra begyndelsen af begge køn.

Og hvor begrebet mode så dagens lys og dannede rammen på lige fod med stolthed, dannelse og  pyntesyge, såvel som forfængelighed.

Dengang var vi alle soldater i krig og, som dem i uniform og rustning, bar vi ligeså vor uniform og rustning og i den, kæmpede vi for en bedre verden. En verden, hvor man kunne klæde sig som man ønskede – i modens, forfængelighedens, statusens og/eller personlighedens tegn.

Der var engang, hvor det maskuline køn, var soldaten i fronten, bevæbnet med sko med så lange snuder, at de balancerede på grænsen til det avantgarde. Blonder/kniplinger, så fint og feminint, som kun kunne tælles i hobetal, såvel som sko med høje hæle og makeup, hvor læberne var så røde som blod og hud og hår, så hvid som sne.

Der var engang, hvor det feminine køn indtog fronten og bar, som uniform, overdimensionelle hatte og korset i pyntesygensnavn og sidenhen blev befriet fra snørelivet og tog del i det maskulines køns garderobe.

Der var engang hvor revolutioner ej blot hørte til historiebøgerne, men blev skrevet ind, som en del af (mode)historien.


Der var engang soldater i kamp, for at gøre verden til et bedre sted. En verden hvor alle havde deres ret til at klæde sig som de ønskede. En verden, hvor normer og status med tiden blev mere og mere udvidsket for en stund, mens forfængelighed og ære forblev.

En verden, hvor vi med vor beklædning, skrev historie i modens navn.

Og det hele begyndte med en era, hvor det maskuline køn bar sko med lange snuder, høje hæle og konkurrerede om at være iført flest kniplinger/blonder.


En soldat i kamp

Allerede fra middelalderen, hvor forfængelighedens uniform, kom til syne med meget lange og avantgarde snuder kaldet Crakowes eller Poulaines, som prydede herrenes fodtøj, hvilket gjorde skoene mere synlige og ekstravagante.

I 1500-tallets Italien, hvor herremoden og mændendes forfængelighed stadig dominerede på slagmarken og Venedigs adelsmænd konkurrerede om at have flest blonder på tøjet og tog moden til nye højder, ved at iførte sig sko med høje (plateau) hæle. Indtil kvinderne i Italien og Spanien tog hælene til sig og jernkorsettet blev en del af uniformen og mode og forfængelighed også blev forbundet med kvindens påklædning.

Dengang afspejlede de høje hæle status, uden at lade sig afskrække af skoens tilknytning til erhvervet som prostitueret og jernkorsettet, som oprindeligt var fremstillet til begge køn og blev forgængeren for snøreliv og fremtidens ofte skiftende kvindeideal og forfængelighed i soldatens navn.

Og det første regiment, der var iført korset, som en del af uniformen, blev sendt i krig, allerede i 1500-tallet, hvor jernkorsettet, som regnes for at være det første kendte korset i historien, gjorde sit indtog.

Senere blev korsettet en fast del af enhver fin kvindes garderobe og det tunge jernmateriale blev udskiftet med mere behagelige materialer, så korsettet blev mere komfortabelt og feminint at bærer og korsettets udseende blevet ændret og forfinet utallige gange, for at følge modens silhuet.

Fra 1800-tallets victorianske korset, med den velkendte timeglasfigur, der kom til verden i begyndelsen af den victorianske era (1837-1867), og som dominerede ikke blot modebilledet og dermed soldatens uniform, på daværende tidspunkt, men som også skrev sig ind i historien, i modens navn, som værende den mest velkendte form for korset, vi stadig kender i dag. Indtil 1920’erne, hvor korsettet helt forsvandt fra soldatens uniform og kjolernes længde blev kortere.

I mellem det feminine køns uniform, hvor korsettet bar en stor del, og indtil det forsvandt, indtog det maskuline køn atter slagmarken, iført en uniform domineret fra barokkens era mellem 1650-1800. Denne gang bevæbnet med en langhåret paryk, ofte pudret hvid som sne, som fuldendte mandsdragten og for det bedre borgerskab, røde hæle.

Efter første verdenskrig, iførte det feminine køn sig en ny uniform.

En uniform, hvor soldaten ej bar korset og ej blot lånte dele af det maskulines køn beklædning, men gjorde det til en del af det feminine køns uniform.

En uniform, skabt med inspiration fra det maskuline køns garderobe, hvor det feminine køn blev befriet fra korsettets snørreliv og kunne iføre sig bukser, skjorter og trøjer, inspireret eller taget direkte fra det maskuline køns garderobe, såvel som den tids Charleston kjoler, som ej behøvede et korset.

En uniform, inspireret eller helt og aldeles skabt af modeskaberen Mademoiselle Coco Chanel, der frigjorde det feminine køn fra korsettets stramme snørrer liv, og introducerede det maskulines køns beklædning i kvinde moden og skabte androgyne silhuetter, med herreskjorter og overdele med striber, inspireret af kunsteren Pablo Picasso.


En uniform, som antog en mere drengede skikkelse kaldet; La Garconne, hvor barmen var flad, kjolerne var inspireret af Charleston stilen med lav talje, frynser, bånd og gik lige op og ned som et rør.

Indtil 1966, hvor soldater i fronten stadig indtog den feminine skikkelse og ej bar korset, men denne gang det maskulines køns smoking, kaldet: Le Smoking, skabt af modeskaberen Yves Saint Laurent.   Herfra indtog det androgyne look for alvor sin plads og siden er linjen mellem kønnene blevet mere og mere udvisket og til tider helt slettet.

Med andre ord; Der var engang, hvor både det maskuline såvel som det feminine køn bar deres uniform og rustning.

Der var engang, hvor vi alle var soldater i uniform og rustning, bevæbnet med hver vores våben, i hver vores tid.

Jeg er også en soldat i uniform, en soldat i kamp, som Coco Chanel var. Og jeg kæmper forsat for en bedre verden. En verden, hvor alle soldater, hver og én er fri til at bærer den uniform de ønsker og ej længere i krig, for at kæmpe for deres ret til at bærer deres egen uniform.

Hvor pyntesyge, stolthed og forfængelighed atter kan regere frit og uniformen bæres i modens, forfængelighedens, statusens og/eller personlighedens tegn.

Jeg forestiller mig blot at jeg er i mudder og skyttegrave, bevæbnet med skrivefjer og iført min uniform. Min uniform, som både rummer det feminine, det maskuline, det androgyne og i dette tilfælde en gasmaske. Alt i kampen for en bedre verden.